Søg
  • Anne Lindhard

Skeletkvinden


Der var engang en kvinde, der var en pige, der var. Eller var hun? Hun var vist ofte i tvivl, for hun gik gennem verden uden at blive set eller hørt. Hun var ikke sådan rigtig usynlig, for hendes krop var i verden og blev set i verden. Hun færdedes blandt mennesker, hvis kærlighedssprog blev skrevet i kroner og ører og serveret med fløde og sukker. På den måde var hun vel elsket.

Så hun manglede intet. Kun at blive set for sit indre - kun at blive lyttet til for sine tanker. Kun at blive kysset blidt på panden i et langt øjeblik.

I stedet fyldte hun høfligt sin krop med det fede, søde kærlighedssprog, hun fik budt … og hun fyldte sit sind med andres fortællinger.


Men alt i mens hendes krop voksede i verden, blev hendes egne tanker fortrængt af fremmede ord og forvrængede historier, der ikke kunne fortælles med disse ord. Hun begyndte at hade sin krop, og hun vendte sig fra den. Hun holdt op med at tage imod kærlighed, som den blev hendes budt. Og hendes krop begyndte langsomt at svinde ind og forsvinde. Alt hvad der blev tilbage var knoklede knogler, der stak, og pelsklædt hud, der hungrede efter at blive strøget blidt med hårene. Hendes øjne blev hårde og trodsige. Hendes ører lyttede kun vagtsomt. Hendes tunge visnede i hendes mund og blev gemt bag sammenbidte kæber. Hendes sind blev koldt og kampberedt.


Al blødhed forsvandt. Alt blidhed blev skubbet til side. Hun blev kriger.


Hun satte livet på spil i sin kamp … ofrede sig selv med hud og hår og hjerte. Hun bed i det sure æble, der kom forklædt som gavmildhed – og spyttede det ud igen. Og noget i hende døde. For en tid. Noget i hende blev lagt i en kiste af glas og gemt langt bort for at vente på det blideste af alle kys, der kunne vække det til live igen. Og krigeren forskansede kisten, så ingen kunne begræde dens indhold.


Og krigeren hungrede efter noget, der først ikke fandtes ord for. Selvom hun havde så mange ord. Hun kæmpede sig vej gennem verden som en slagmark. Hun var ikke én, hun var flere. Hun var en hær af fragmenter. Hun slog om sig til alle sider – men når hun fangede et glimt af det tabte, blottede hun sine flanker og fik dybe sår, som hun slikkede og forbandt, før hun atter kastede sig i kamp.


Hun glemte, hvem hun var… hvem hun skulle være. Hun hørte ingen steder til. Hun bevægede sig rundt i skyggerne yderst i fællesskabet, og ingen vidste, hvem hun virkelig var. Ingen kendte hende – og kun få ønskede det. Hun var for såret, for intens, for barsk, for fuld af kampråb … for meget til at lukke ind. Og hun følte sig ikke værdig til at træde for nær.

Indtil en dag hun indså, at fjenden var blevet hende selv, at slagmarken var hendes liv, og at hun var den, der måtte plante det blideste af alle kys på den krop, der lå gemt i glaskisten… og at det kys ville få hende til at smelte sammen og blive ét med sig selv.


Hun begyndte en farefuld og anstrengende rejse tilbage mod glaskistens dyrebare skat, men da hun med sprukne, tørre læber plantede sit kys, skete der intet. Hun vrælede i frustration og slog sig for brystet. Hun ruskede i den døde krop, hun slog på dens kolde hud. Hun råbte ad den, kastede den i jorden. Hun knælede ved dens side og hviskede tomme trusler i dens ører med sin krigsrustne stemme. Til sidst blev hun så træt og tom, at hun smed den livløse krop på nakken og drog af sted.


Og sådan rejste hun længe … sådan rejste hun gennem verden med sin egen dødvægt om halsen. Sådan mødte hun frem og sådan trak hun sig bort. Hun levede kun i sine tanker, men det var tanker uden poesi, uden saft, uden blidhed, uden blødhed. Det var tanker skabt af krig og frygt. Det var tanker, der slog hårdt, når de forlod hende. Det var tanker uden stemme. Men hun forstod ikke, hvorfor ingen lyttede til hende.


Af og til så hun på den henslængte krop, som hun slæbte med sig overalt. Som hun havde lært sig at hade. Som hun ikke kunne slippe for. Som hun havde påtaget sig ansvaret for ved at befri den fra glaskisten. Og en dag opdagede hun pludselig noget … hun trådte forsigtigt nærmere og fik øje på en svag puls under den gustne hud ved halsen. Hun lagde sin hånd på stedet og opdagede, at der var liv. At der var lyd. Hun lyttede og hørte en svag musik.


Da gik det op for hende, at hun skulle danse sin krop til live … og synge sin stemme frem. Hun samlede nænsomt den klodsede krop op og begyndte stille at vugge den frem og tilbage. Langsomt fornemmede hun, hvordan hun blev ét med den tunge krop. Hvordan hendes kantede knogler og anspændte muskler blev omsluttet og hendes hud fyldt ud. Hvordan hendes tanker pludselig fik mere plads til at forsvinde. Hun mærkede et åndedræt, en puls, et hjerteslag. Hun mærkede fast grund under fødderne. Hun mærkede tårer løbe ned af kolde kinder og brænde hede spor på deres vej og sprede varme ud i resten af kroppen. Hun mærkede liv.


Så begyndte hun langsomt at bevæge sig. Ikke yndefuldt og elegant til at begynde med, men stift og klodset. Uvant og overdrevet. Så efterhånden blev hun blev mere fortrolig med den genfundne krop … og hun kunne af og til give slip og lade kroppen tage over. Dansen forenede hende med sig selv.


Men hendes stemme er stadig kun en kvækken i halsen, og fortællingerne klæber til den genfundne krop som igler. Der er stadig så meget hårdhed, der skal blødes op. Så mange kraftord, der skal råbes ud. Så mange raslende knogler, der skal falde på plads. Sammenbidte tænder, der skal give slip. Der er stadig så mange ord, der skal skrives og skriges ud, før fortællingerne kan forlade hende på blide englevinger.








29 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle