"Det skal ikke være smukt - det skal være færdigt…"
Kender du den sætning … eller måske bare den holdning, der ligger bag … eller er det i virkeligheden en hel kultur, der kommer til udtryk gennem disse ord? Måske en frygt for ikke at slå til? Og er det sandheden - eller bare en historie, vi fortæller, for at dække over en anden virkelighed?
Jeg ved i hvert fald, at jeg de sidste mange år har boltret mig i organisationer, hvor denne "filosofi" herskede i en sådan grad, at jeg selv tog den til mig og gentog ordene så ofte, at jeg til sidst begyndte at tro på dem. Hvor fokus på at få et RESULTAT, uanset hvad, åd al procesfokus til frokost på daglig basis. Hvor alle forsøg på at finde faglig stolthed i den lille ekstra krølle på leverancen hånligt blev afvist som "gold-plating". Effektivitet versus æstetik - kampen var afgjort på forhånd.
Og det er så absolut ikke kun i vores arbejde, filosofien kan snige sig ind. For nogle år siden læste jeg et indlæg af en amerikansk kvinde, der bloggede om besværlighederne ved at blive gravid. Jeg smilede især, med krummede tæer, da hun - efter endnu en cyklus uden held - i desperation konkluderede, at det værste næsten var at skulle igennem al den sex igen(!). Et klokkeklart eksempel på, at processen må lade livet på resultatets alter - også i vores privatliv. Det kan også være i noget så praktisk som aftensmaden eller et fødselsdagskort til Tante Agnes.
Uanset sfære - intim eller offentlig - dukker holdningen som regel frem i situationer, hvor der er noget, vi er bange for ikke at kunne nå, noget vi skal præstere på kort tid, noget vi gerne vil have overstået - en overhængende deadline, et vigtigt mål eller en ubehagelig opgave. Den fortæller os, at det er okay - endda ønskeligt - at give slip på ideen om, at kvaliteten af resultatet har betydning.
Men kan der ligge andet bag end den rene, rationelle logik, der skal forhindre os i at komme for sent? Er vi helt sikre på, at der ikke gemmer sig en lille undskyldning i denne simple konklusion … hvor vi giver os selv lov til at slippe let/hurtigt omkring noget? Eller ubevidst fortæller os selv, at vi alligevel ikke er gode nok til at præstere noget smukt? Måske gemmer der sig endda en uhåndgribelig frygt for, at blot en lille forbudt lyst til at hengive sig til processen på en eller anden måde ville korrumpere resultatet i en sådan grad, at det blev smukt, men ubrugeligt eller ligefrem uopnåeligt?! Eller - måske næsten den værste - gemmer der sig en frygt for at være nødt til at prioritere denne opgave/dette mål over andre. At måtte sige fra for at kunne yde optimalt?
Hvem siger for resten, at de to ting - det smukke og det færdige - udelukker hinanden? Eller, for den sags skyld, at hengivelse til processen nødvendigvis ender i æstetisk triumf? Det eneste, der er 100 % sikkert, er, at hvis vi først har bestemt os for, at noget ikke kan være både færdigt og smukt, så vil det være det, vi oplever.
Der er ingen tvivl om, at der er tidspunkter, hvor det kan være gavnligt og nødvendigt at slippe perfektionismen og give køb på processen for at nå til et givent punkt eller mål. Hvor det at få et resultat er vigtigere end at nyde processen … og det er HELT okay - så længe vi mærker, at vi har et valg. At vi stadig tror på, at vi kunne skabe noget unikt og smukt, hvis vi valgte at tage os tid. Og at vi har tidspunkter og områder i vores liv, hvor vi jævnligt vælger processen og det smukke til. Hvor vi kan og må stoppe op og gøre os umage for at kunne være helt igennem stolte og tilfredse med resultatet. Eller bare tror på, at det smukke og det effektive ikke er uforeneligt.
Hvis vi ikke somme tider tillader os at fordybe os og give os hen til en skabende, kreativ proces - uanset hvor vores passion ligger - så dræner vi ganske enkelt vores liv og vores verden for skønhed, ro og glæde. Nydelse og nærvær ligger i processens trin - som vi oplever den fra øjeblik til øjeblik - mens et smukt resultat giver energi og glæde.
Så næste gang du står over for denne holdning "det skal ikke være smukt, det skal være færdigt", så gør dig selv den tjeneste at stoppe op et øjeblik og overvej følgende :
Hvem har bestemt, det ikke skal være smukt? Hvem siger, at det ikke kan blive både smukt og færdigt? Er den truende deadline min egen eller andres? Hvordan ville det gavne mig, hvis det, jeg var i gang med, ikke bare blev færdigt, men også blev smukt? Hvad ville det koste mig? Er det prisen værd? Hvad mister jeg, hvis jeg gør det færdigt, men ikke smukt? Og vigtigst: Er det et bevidst og nødvendigt valg - eller er det en undskyldning for ikke at tro på mig selv eller gøre mit bedste?"
Og tænk også over, hvor I dit liv du har noget, der ikke blot skal være færdigt, men som også skal være smukt … hvor du fordyber dig, tillader dig selv at give dig hen i skabelsen af noget, du vil sætte pris på, når du står med det færdige resultat. Noget du virkelig nyder at være i gang med.
Det var mit første indspark til at kigge nærmere på nogle af de ting, vi sådan "bare" går og siger - og hvordan små "uskyldige" ord og vendinger enten kan svække os eller styrke os.
Ha' en SMUK dag.