Jeg beskriver en fiktiv barndomserindring, mens en mand spiser et æble en sensommermorgen.
Challenge #3 – Beskriv en barndomserindring en sensommermorgen, mens han/hun spiser et æble. (ca. 30 min.)
Livet er stort set ikke andet end et suk. Det var Karls første tanke, da han vågnede den næste morgen. Man starter sin gang her på jorden med et inderligt skrig, der fylder lungerne og sætter det hele i gang. Og i går havde han så siddet ved siden af Birgits seng på hospicet og set hende slippe det sidste af den luft fri igen. Nu lå han her alene i deres store seng, men stadig kun i den side, som havde været hans de sidste 52 år. Ét langt suk. Fra han første gang lænede sig næste umærkeligt ind mod hende og indsnusede duften af hendes mørke hår, mystisk og lokkende, som solvarme blommer, æbleblomster og skovbund, til det fjerlette kys han plantede på hendes kolde læber i går aftes. Han havde strøget hende over det hår i går, men det havde kun været en skygge af sin tidligere pragt. Efterladte tjavser af fjer på en halvt plukket høne.
Han skubbede sig op at sidde, krængede benene ud over sengekanten og fik sig stablet på benene. Der stod han så et øjeblik – i sin krøllede pyjamas, som Birgit havde købt til ham i julegave – før han tøffede på bare fødder ud i køkkenet og tændte for elkedlen. I vindueskarmen stod en vissen pelargonie. Birgits yndlingsblomst.
Ude i haven var træerne så småt ved at klæde sig i efterårsgarderoben. Haven havde været hans og Birgits store fælles lidenskab, siden han gik på pension for… var det virkelig næsten 10 år siden. Han virrede med hovedet. Et suk. Nu stod der meterhøj ukrudt langs det hvidmalede stakit, stauderne var falmede af tørst, og græsplænen trængte til at blive slået. Det måtte han se at få gjort. Engang.
Det var kun æbletræet, der ikke så ud til at lade sig mærke med situationen. Det stod midt i haven – på hæderspladsen, som Birgit plejede at kalde den – med sine krogede grene bugnende af fuldmodne, dybrøde frugter. Han så et kort øjeblik Birgits smil reflekteret tilbage gennem ruden. De havde plantet det træ som det første, da de købte huset i 1963. En lille pist af en plante, og de havde pjattet med, hvordan de ville sidde på en bænk under det træ som gamle tudser og holde i hånd, mens de så deres børnebørn tumle rundt omkring dem. Nogle ting blev aldrig, som man forestillede sig.
En pludselig indskydelse fik Karl til at lade kedel være kedel. Han gik hen til køkkendøren og stak sine sprukne fødder i træskoene, der stod ved siden af døren. Uden sokker – Birgit ville have korset sig. Så åbnede han døren til haven og indsnusede duften af sensommer. En krads, muggen dunst af jord, urter og tung parfume, af forfald. Han lod luften sive langsomt ud gennem næseborene, før han traskede ud til æbletræet og nænsomt plukkede en af de glatte frugter.
Der stod ikke nogen bænk under træet, så han lod sig synke ned i græsset og lænede sig op ad træets knudrede stamme. Han kunne mærke duggen trænge gennem pyjamasbuksernes tynde stof. Hvad ville naboerne ikke tænke, hvis de så ham sidde der.
Han betragtede det lille, struttende kunstværk, der lå i hans rynkede hånd. Perfekt i sin uperfekte rundhed. Hverken rødt, gult eller grønt, men en farve der mindede mere om vådt, mosbeklædt tegl, hvor solen kun lige har taget over efter et kærkomment regnskyl. Tagstenene på hans fars gård. Han tog æblet op til læberne. Den første bid var altid den bedste. Hans tænder brød gennem den seje skræl, der omsluttede det hvidgule frugtkød. Frugtstykket lod han ligge og vippe let på tungen, som en sejlbåd i let brise. Så knuste han det, så saften eksploderede i munden på ham med krydret sødme og syrlighed. Det smagte af sommer, uskyld og håbefuldhed. Som at sidde på en solvarm havemur med sine bare drengeben svingende, mens man grådigt og henført fortærede den syndige høst, man havde hentet i naboens have. Livet er ikke meget mere end et suk.