Jeg har fået en mission – jeg vil starte en bevægelse, en græsrodsorganisation hvis eneste og ædle formål er at fjerne ordet “burde” fra det danske sprog. “Ha – umuligt!” tænker I måske? Okay måske, men så vil jeg starte et andet sted…
Jeg vil i stedet bryde flere ugers tavshed med en refleksion omkring lyst og pligt. Det er to begreber, jeg selv har været tvunget til at se nærmere på – og nu vil jeg dele mine tanker med jer. Det har taget mig lang tid at komme til dette punkt, hvor jeg kan være åben omkring den del af mig, men måske kan det, jeg lærte, tjene til inspiration.
Første skridt mod den læring kom, da jeg sad over for min læge og modstræbende tog i mod hendes diagnose – depression udløst af arbejdsrelateret stress. Modstræbende fordi alt i mig skreg “jeg er s.. da ikke sådan én, der får stress – og da slet ikke depression. Hvad pokker har jeg at være deprimeret over – det har jeg da ikke ret til. Der er folk, der har det værre end mig.” Jeg SKAMMEDE mig kort sagt. Alligevel var der en lille del af mig, som var lettet … lettet fordi én tog ansvaret fra mig og satte ord på, hvorfor min verden på det seneste var begyndt at smuldre omkring mig, og jeg ikke kunne genkende mine egne tanker, følelser og handlinger. Hvorfor jeg havde svært ved at overkomme selv de simpleste opgaver og overskue selv de enkleste valg. Hvorfor jeg havde skræmmende fantasier om at køre galt på vej til arbejde … ikke for at komme alvorligt til skade, bare et lille kompliceret benbrud, så jeg havde en undskyldning for at trække stikket ud en tid.
Kuren mod dette kaos var med lægens klare anbefaling “RO – og så skal du kun gøre ting, der er lystbetonede.” … LYSTBETONEDE??? “Jamen, det kan man da ikke”, var min første og mest insisterende tanke. “Man kan da ikke leve et liv, hvor man kun gør ting, der er lystbetonede!” Måske ikke – men hvor mange af os lever ikke liv, hvor vi overvejende gør ting, der er pligtbetonede? Og som har dårlig samvittighed, når vi endelig tager os tid til de, vi i virkeligheden nyder?
Jeg fik ikke stress/depression af at have for mange ting om ørerne – tværtimod. Jeg fik stress, fordi jeg tillod mig selv at blive hængende i en usund og meningsløs jobsituation, hvor mine værdier, mine kompetencer og mit selvbillede blev udfordret hver eneste dag. Jeg følte mig forpligtet – og dermed fastlåst. Jeg anerkendte ikke mine egne behov for at sige fra og vælge til.
Det, jeg har lært af den proces, er, at hvis vi ikke af og til tillader os selv at gøre, det vi har lyst til – helhjertet, med glæde og uden dårlig samvittighed – så vil alting begynde at føles som pligt. Selv de ting, vi plejer at nyde, vil blot blive endnu et punkt på en i forvejen uoverskuelig liste af ting, vi “burde” gøre. Selv når jeg havde tid, kunne jeg pludselig ikke finde overskuddet til at gøre de ting, jeg brændte for.
Jeg måtte lære at føle lyst igen – lyst til at lige fra det helt basale som mad og drikke (og ikke bare spise pr. automatik) over lyst til at se mennesker til lysten til det mest vigtige i mit professionelle liv – at skrive, coache, tænke stort og være kreativ. Jeg har skullet lære at sige til … men især fra. Jeg plejede at være et “man skal yde, før man kan nyde” menneske – men jeg må indrømme, at der er en sandhed i min mands påstand om, at “man skal nyde, før man kan yde.” Det, jeg også erkendte i den proces er, at lysten kan findes selv i pligten … hvis jeg tillod mig selv at gøre noget 100% lystbetonet, før jeg tog fat på de ting, jeg “burde” gøre – så kunne jeg tage den lyst med ind i pligten.
Så – jeg vil udfordre dig med et spørgsmål – hvor siger du ofte til, hvor du hellere ville sige fra? Og hvad ville det tjene dig at vælge til, som du har en tendens til at vælge fra? Hvad har du – dig helt alene og egoistisk – dybt nede, allermest lyst til at gøre lige nu? Og hvad stopper dig egentlig? Og hvad koster det dig ikke at gøre det?