Jeg havde en ny kalendertekst klar her til denne mandag morgen, men da jeg genlæste den, så kunne jeg mærke, at den slet ikke afspejlede mit humør. Derfor vil jeg i stedet invitere dig til at tage ét minuts stilhed sammen med mig og lige tænke på, hvad der virkelig betyder noget for dig. 1 minut kan vi nok alle finde og bruge her i travlheden op til jul.
For mit vedkommende skal det ene minut også bruges på at mindes to tragedier fra denne decemberweekend: – de tyve små børn og otte voksne, som blev brutalt skudt ned i USA i fredags – de ti små piger mellem 9-11 år, som her i weekenden blev ofre for en landmine i Afghanistan
På hver deres side af kloden er de blevet uskyldige ofre for en galskab, brutalitet og afstumpethed, som intet barn fortjener at opleve, og som vi alle et eller andet sted har et ansvar for.
Uanset om det drejer sig om krig eller individuelt vanvid, så er vores kollektive skygger er på spil. De skaber frygt og mistro og forhindrer os i at drage omsorg for hinanden. De får folk til at indkøb våben som var det julegodter og til at hade/frygte deres nabo pga. hudfarve, religion eller politik.
Jeg har virkelig en dyb og fundamental tro på, at hvis vi alle elskede os selv lidt mere, så ville vi se langt mindre af den slags ødelæggende opførsel. Derfor giver det så meget mening for mig, når jeg i min coaching mærker, at mine klienter vågner op og ser sig selv i et nyt og fantastisk lys. Intet menneske, der elsker sig selv dybt og helt – og føler sig elsket og favnet af verden – ville kunne se et barn i øjnene og slå det ihjel.
Måske er jeg sentimental her til morgen – så fred være med det – men så skruer jeg fuldt op og beder jer investere endnu et par minutter i lytte til teksten i Whitneys klassiske ballade, som hun nok desværre heller ikke helt selv troede på, men som for mig er ”spot on”:
Glædelig 17. december – og på gensyn i morgen med en lidt lettere tone.