Har du tænkt over, hvordan du reagerer på dine egne fejl og fejltagelser? Slår du dig selv oven i hovedet? Bruger du timer/dage/mere på at spekulere over, hvordan du kunne have undgået det? Cirkler du omkring alt det, du kunne/burde/skulle have gjort eller sagt i stedet? Tænker du igen og igen, at hvis du bare lige kunne ændre det her … så ville alt være perfekt? Måler du din egen succes/lykke/glæde/tilfredshed op i mod, hvor god du er, og hvor korrekt du handler? Hvis du kan genkende dig selv i dette, så er du nok lidt lige som jeg – en perfektionist.
Det vil sige – som jeg var for ikke så længe siden. Jeg havde endda et helt specielt, selvopfundet ordsprog: ”Jeg er en perfektionist, der ikke kan leve op til sin egen standard”. Hallo – hvor sørgeligt er det egentlig ikke lige, når man tænker efter!? At sætte en standard for sig selv, som man ved, man aldrig vil kunne nå – men som man i stedet bruger til at pille sig selv ned.
Det svarer lidt til, at Damokles selv hængte frygtens sværd over sit hoved og så anklagede sig selv, når det ramte ham. Frygten for at fejle – frygten for det uperfekte. Eller – for at være helt ærlig – så er det jo nærmest skolebogseksemplet på selvopfyldende profeti. Ja præcis … så den konklusion lader jeg lige stå et øjeblik…
For har du nogensinde virkelig tænkt over, hvad det faktisk koster dig at hænge fast i fejl, du alligevel ikke kan lave om på? Eller omvendt – hvilken omkostning det har konstant at frygte at fejle?
Det var nogle af de spørgsmål, der begyndte at lede mig i en ny retning. Min frygt for at fejle blev nemlig meget tydelig, da jeg begyndte at coache … og bagefter kunne få lyst til at ringe og undskylde til min klient over et eller andet, jeg kunne have gjort anderledes. Jeg var meget frustreret og opgivende, indtil en af mine mentorer stillede mig spørgsmålet: "Hvad er det, du frygter vil ske, når du begår en fejl?"
Bang! Hold da lige op - for jeg havde faktisk ikke et klart svar, men blot en masse antagelser uden reelt hold i virkeligheden. Jeg blev tværtimod opmærksom på, hvordan frygten blot avlede flere fejl – mens min frustration holdt mig fanget i negativ energi, der forhindrede mig i at blive bedre. OG vigtigst af alt … det var faktisk primært inde i mig selv, at verden kollapsede over de oplevede fejl. Rundt omkring mig var omverden oftest videre - og havde tilpasset sig en virkelighed, hvor mit fejltrin var et faktum.
Jeg blev klar over, at jeg havde et valg. Jeg kunne vælge at tage en dyb vejrtrækning, give slip og tilgive mig selv. Og pludselig kunne jeg gå ind i en samtale med ro og overskud - og nu kan jeg endda grine lidt af mig selv bagefter, når jeg fx noterer mig et spørgsmål, jeg ikke burde have stillet … og huske det til næste gang.
For der er nemlig et lille bonus, der kommer med at give slip. Når vi bliver rigtig gode til tilgivelsen og til vejtrækningen, så kan vi begynde at lære af vores fejl. Jeg øver mig nu i at se på hver eneste fejl som en øjenåbner, der viser et sted, hvor jeg kan blive bedre.
Jamen, skal vi så ligefrem stræbe efter fejlene? Nej, selvfølgelig ikke … de fejl, vi skal opleve, skal nok finde os af sig selv. Det bedste, vi kan gøre, er at leve med bevidsthed og gode forholdsregler … og så acceptere, at det er, som et gammelt ord siger, menneskeligt at fejle.
Kunsten er ikke at opnå det perfekte, men at tilgive det uperfekte … for først når du favner dine fejl, kan du begynde at lære af dem.
Så hvilke fejl har du sværest ved at acceptere og tilgive dig selv … og hvad har du brug for at tro på for at være modig nok til at fejle?