Med kant og hjerte, siger du...??

August 27, 2015

Jeg vil lige dele en lille historie fra den personlige sfære, fordi den på alle måder viser, hvad essensen i mit professionelle virke betyder – at skrive med kant og hjerte.

 

Jeg har valgt at tage en kamp op i min datters klasse om en sag, der ligger mig dybt på sinde. Så meget at jeg har konsulteret eksperter for at finde opbakning til min holdning og nu har rettet henvendelse til skolens ledelse. Jeg har som regel stor tillid til mine børns skole, men i denne sag er jeg altså blevet provokeret (og i én anden, men den hører I om en anden gang :-D) – for det handler om én af mine mærkesager: børns velfærd og nu specifikt ”hvorfor har vi så travlt med at gøre børn voksne så hurtigt?”

 

Jeg har mødt modstand blandt flere af klassens forældre … mange ser ikke det i sagen, som jeg ser. Der er også kommet også et par spydigheder. Den typiske reaktion er dog skuldertrækket … åh, det forbistrede verbale skuldertræk: ”Her lægger jeg med mit hjerte blødende ud til skue … og så trækker I bare på skuldrene.”

 

Jeg har revet mig i håret for at prøve at løse dilemmaet mellem at stå ved min sag eller lade min datter følge strømmen. Det har gjort ondt – og jeg har haft brug for at høre, at andre delte mine forbehold og mit synspunkt. Det er der.

  

Til sidst havde jeg ro nok i maven til at træffe beslutningen om at stå ved min holdning - fordi jeg mener, at det tjener mit barn bedst. Jeg havde samtidig samlet opbakning nok fra nogen, jeg opfatter som solide kilder, til at føle mig berettiget til at konfrontere skolens ledelse med min bekymring.

 

I går skrev jeg til klassens forældre for at forklare min beslutning om at gå videre med sagen. Jeg vejede mine ord, for det var vigtigt for mig at sikre, at folk forstod, at min kritik var rettet mod skolen. I sager, der handler om børneopdragelse, skal man være varsom – her vandrer man i et territorium befolket af løvemødre og pitbull-fædre, der vil forsvare deres valg, til blodet flyder. Jeg har mærket én af dem ånde mig i nakken ... Og det er præcis som, det skal være.

  

Når vi tager et standpunkt, er der mange ting, der kan få os til at vakle: er det nu også rigtigt, det jeg mener? Træder jeg nu nogen over tæerne med det, jeg mener? Hvad nu, hvis folk ikke kan lide mig, når de hører, hvad jeg mener? Eller, gys, skuldertrækket … hvad nu hvis folk bare er ligeglade? (The horror …)

 

Det minder mig om, at der er tre vigtige ting at huske, når vi vælger at kæmpe for en sag:

  1. Når det drejer sig om sager, der er mere komplekse og abstrakte end 2+2=4, vil vi altid møde folk, der mener det modsatte af os. Og som finder andre folk, der vil bakke dem op. Uanset hvor uenig du er i deres argumenter, så er det vilkårene.
     

  2. Der vil altid være en modreaktion – både fra dem, der brænder lige så meget for det modsatte synspunkt, og fra dem, der er usikre i de valg, de har truffet – men føler sig pressede til at forsvare dem for at overbevise sig selv. Men forhåbentlig vil der også være nogen, for hvem det, du siger, giver dem mod til selv at stå frem eller stå ved.
     

  3. Vi kan aldrig tage ansvar for, hvilke tanker andre får om dem selv, når vi deler vores holdninger (og deler dem sobert vel at mærke). Hvis nogen fx ”føler sig som en dårlig forælder” eller ”et dårligt menneske” eller en ”dårlig kollega”, fordi vi viser, at der er flere syn på samme sag, så tilhører den følelse dem, og dem alene. Tag ikke det ansvar på dig – oftest viser det blot, at de er i tvivl. Tag ansvar for, hvordan du selv føler og opfører dig.

Hvis vi har en vigtig sag, så må vi somme tider stå i stormen … og finde modet til at stå fast. Vi må også undgå at ty til modangreb, men åbent anerkende modpartens ret til at have en anden mening. Kun på den måde kan vi bevare vores integritet.

 

Når man skriver tekster med kant og hjerte som jeg, så er dette en knivsæg, man ofte danser linedans på … og selvom jeg ikke er lavet af stål, kan jeg godt være stålsat. Jeg ved, at al forandring – også forandring af holdninger – kræver en følelsesmæssig antænding. Og at den antænding både kan udvikle sig eksplosivt eller vække en flamme. 

  

Så inden jeg svarer … trækker jeg vejret dybt, gør mit bedste for at slippe angsten for ”hvad nu hvis folk så ikke kan lide mig”, mærker efter ”er jeg stadig sikker i min sag?” og hvis jeg kan svare ja, så fortsætter jeg. Men jeg sender også lige min modpart en venlig tanke … for oftest er det den samme indre uro, vi føler.  

 

 

 

 

 

 

 

 

Please reload

Featured Posts

The Enigma

December 4, 2015

1/10
Please reload

Recent Posts

December 4, 2015

September 4, 2015

August 12, 2015

August 3, 2015

Please reload

Søg via tags
Please reload

Følg Storymind
  • Facebook Classic
RSS Feed
  • Facebook B&W
  • LinkedIn B&W
  • White Instagram Icon
Jeg samarbejder bl.a. med

BESKYTTELSE AF PRIVATOPLYSNINGER (GDPR):
Udover standardcookies indsamler Storymind.dk udelukkende oplysninger, som du selv indtaster i fx kontaktformularen. Vi deler ikke disse oplysninger med andre.
Du kan få indsigt i, hvilke oplysninger Storymind har registreret om dig, ved at kontakte Storymind pr. mail, og du kan også til enhver tid bede om at få alle oplysninger slettet.


 

Show More

© 2019 Storymind  |   Lyøvej 31  |  8370 Hadsten  |  annelindhard@storymind.dk  |  +45 6116 6706  |  CVR 34251290