Skammens bål - challenge #2

April 11, 2014

Jeg fortsætter med at udfordre min kreative fortæller.

 

Challenge #2 – en heks står på bålet, beskriv hendes sidste stund. (20 min.)

Hun var ellers ikke den, der veg tilbage for en udfordring. Hele sit liv havde hun kæmpet. Fra hun som barn havde vredet sig ud af sin moders døende krop. Mod de børn, der hånede og lo af det mærke, der skæmmede hendes ansigt. Kæmpet for sin ret til at være og leve, som hun ville. Alene og med al sin kraft og energi rettet mod at forstå verden og livets og naturens underværk.

 

Nu så hun ud over den tomme plads i landsbyens midte. Morgendisen krøb hen over hustagene som en doven slange, og bag byens dunkle silhuet kunne hun se en svag rødme på himlen. Dagen var ubønhørligt på vej.

 

Det var ellers den tid på dagen, hun elskede højest. Hun stod altid tidligt op for at svælge i den kortvarige ensomhed i dagens første timer. Den tid, hvor alting for en kort stund var nyt igen, som om en højere magt havde visket tavlen ren og givet alt og alle en chance mere.

 

Højere magt. Hun fnøs. Det var den såkaldte højere magt, der gjorde, at hun stod her i dag. Uden en chance. Nej, det var forkert. Det var kun et påskud for en skrigende uretfærdighed. Den højere magt, hun kendte og tilbad med hele sit væsen, ville aldrig bifalde det, hun havde i vente i dag. Hun vred sig i arrigskab, men rebene, der tøjrede hendes lemmer til pælen, snærede blot dybere ind i hendes natkolde hud. Kvistene og brændeknuderne under hendes fødder knagede ildevarslende, men gav sig ikke. Hun var træt af at kæmpe.

 

Nu begyndte folk langsomt at sive ind på pladsen alene eller i små grupper. Små børn klamrede sig til deres mødres skørter, mens de lidt større samlede sig i klynger og puffede til hinanden. Mændene kom til sidst, sikkert for at spilde mindst mulig tid. Hun ledte efter kendte ansigter. Dér! Der var kvinden, der havde hulket og tigget om et barn, nu med hænderne hvilende på sin frodige mave. Der var manden, der havde bønfaldet hende om en kur mod sine væskende sår. Der var pigen med den før så skæve ryg. Hver og én havde de kysset hendes hænder i taknemmelighed over hendes urter og kyndige hænder. De undgik alle at kigge op mod hende, for hun insisterede på at fange hvert eneste blik, der bare nærmede sig. Hyklere alle sammen. Vreden og afmagten sloges i hendes indre som to titaner.

 

Nu var pladsen fyldt. Alle døråbninger var pakket med kroppe, og i vinduesåbningerne tronede alle de velnærede koner med deres overdådige barme mageligt hvilende på karmen. De havde allerede det bedste udsyn. Solen havde fået greb om himlen og kastede sine blændende stråler mod hendes ubeskyttede blik. Den tvang hende til at lukke øjnene, men kun et øjeblik.

 

Der kom han. Elskeren. Forræderen. Han havde ikke kunnet få nok af hende, så længe hun villigt havde fodret hans skjulte lyst. Alle de nætter, hvor han havde tryglet om varme, omsorg og vildskab. Fortæret hende med hud, hår og sjæl med en lidenskab, man kun finder i en mand, der har viet sit liv til askese. Hun spyttede af ham og syntes, hun kunne ane en svag flakken i hans blik. Så blev hans øjne igen kolde som en bundfrossen sø. Faklen i hans hånd spejlede sig i hans mørke iris. Hun holdt hans blik fast i en evighed. Så bøjede han nakken for at sætte faklen mod det olievædede kvas for sine fødder. Hun lo højt og fik samtlige ansigter i folkeskaren til at måbe. Han troede, han kunne brænde sin skam bort, men hun vidste bedre. Hun vidste, at den ild der om få minutter ville fortære hendes krop, ville brænde i hans sind resten af livet og langsomt æde ham op indefra.

 

I starten var ilden en kærkommen forandring fra den iskolde vind, der havde passet hende op hele natten, men hurtigt blev varmen ulidelig. Røgen sved i hendes næse og øjne og fik dem til at løbe i vand. Nu begyndte flammerne at slikke hendes fodsåler med sylespidse tunger, der tændte en smerte i hende, som rakte dybere i hende end noget sted, hun før havde mærket. Hendes knæ gav efter under hende, og en bølge af dyrisk rædsel skyllede gennem hendes krop og fik hende til at ryste som et ungt træ i en forårsstorm. Hun kastede galde op. Et sus gik gennem forsamlingen. De fik det, de kom efter. Huden på hendes ben begyndte at boble og smelte. Hun kunne ikke længere se. Alt blev blændende hvidt for hendes indre blik. Din gud er også min, mimede hun til ham med sine sidste bevidste kræfter. Så skreg hun, mens stanken af hendes brændende kød drev ud over byen og klæbede sig til alt som et uønsket minde.

 

 

 

 

Please reload

Featured Posts

The Enigma

December 4, 2015

1/10
Please reload

Recent Posts

December 4, 2015

September 4, 2015

August 12, 2015

August 3, 2015

Please reload

Søg via tags
Please reload

Følg Storymind
  • Facebook Classic
RSS Feed
  • Facebook B&W
  • LinkedIn B&W
  • White Instagram Icon
Jeg samarbejder bl.a. med

BESKYTTELSE AF PRIVATOPLYSNINGER (GDPR):
Udover standardcookies indsamler Storymind.dk udelukkende oplysninger, som du selv indtaster i fx kontaktformularen. Vi deler ikke disse oplysninger med andre.
Du kan få indsigt i, hvilke oplysninger Storymind har registreret om dig, ved at kontakte Storymind pr. mail, og du kan også til enhver tid bede om at få alle oplysninger slettet.


 

Show More

© 2019 Storymind  |   Lyøvej 31  |  8370 Hadsten  |  annelindhard@storymind.dk  |  +45 6116 6706  |  CVR 34251290