VENLIGHED er GRATIS ... og kun ét klik væk!

(...en lille historie med et håb)

Der var et helt fantastisk efterårsvejr i dag - måske årets sidste lune solskinsdag - så vi satte os uden for kontoret for at drikke kaffe. Vi har lokation ud til en vej, hvor der ofte passerer mange lastbiler forbi (og ikke mange andre køretøjer). Opfyldt af glæde fra solens stråler, begyndte vi at vinke til chaufførerne, når de kørte forbi. Nogle vinkede tilbage, mens andre ignorerede os ... og det var okay. Vi blev ved med at vinke. Helt uden andre bagtanker end at dele den glæde, vi selv sad og nød.

... det fik mig til at tænke på, hvor let - og ikke mindst gratis - det er at give lidt venlighed. Ofte er det nok bare at smile til et andet menneske. Men det kan også være at lytte ... og like! ” FACEBOOK – Kan du høre mig?” Sådan (omtrent) skrev en skøn, klog kvinde i min vennekreds for nyligt i en Facebook-kommentar. Hun havde postet et budskab, der lå hende dybt på sinde, men kun høstet ganske ringe respons. Nu gjorde hun det utænkelige. Hun tog ikke de udeblevne reaktioner som et tegn på sit eget budskabs utilstrækkelighed eller ligegyldighed – hun råbte op! Hun lod sig ikke kue! Hun forlangte at blive hørt! Hun insisterede på at trænge gennem de usynlige mure af tavshed og skubbede derfor til forestillingerne om Facebook-pli. Og til min egen falske accept af Facebook-kulturens polerede, digitale svar på den kolde skulder. Indrømmet – hun havde heller ikke fået respons fra mig ... Og hvorfor så ikke? Den høflige og delvis ærlige forklaring er, fordi jeg ikke havde haft tid … jeg havde haft alt for travlt med selv at prøve at blive hørt. Men en anden lige så sand - og knap så sober - er, at jeg nok også er blevet smittet af "Facebook-sygen". Fra at have været et ultra-socialt netværk, hvor vi grådigt genoptog gamle venskaber og holdt liv i fjerne forbindelser med gavmildt doserede hverdagskommentarer og likes til samme, virker det som om Facebook mere og mere er blevet et digitalt dommedagslandskab, hvor vi vagtsomt sniger os omkring blandt utallige sponsorede opslag og placerer strategiske likes eller holder igen på dem.

Jeg kommer til at tænke på Facebook med et ekko fra Pink Floyds ikoniske album The WALL ... for det er, som om vi med hvert af vores egne opslag tester: ”Is there anybody OUT THERE?”. Og man kan efterhånden poste update efter update til en venne-/følgekreds, der tæller hundreder af levende, åndende mennesker, uden af kunne forvente andet et par forsinkede likes. Grupperne er nærmest de værste. For mens vi kan bortforklare tavsheden på sider og profiler med Facebooks logik og algoritmer - ”De har nok ikke set mit opslag” - så lover grupperne os et fællesskab, men reflekterer i stedet vores uomtvistelige ensomhed, når vi kan betragte optællingen af de mange blikke, der har passeret forbi vores opslag, men ikke værdiget vores forsøg på kontakt det mindste "like". For selv om et "like" er ganske GRATIS– og nu endda kan nuanceres med emojis i alle grundfølelsernes afskygninger – så værner vi om det som arveguldet og gør det til Facebooks mest dyrt handlede aktie. Vi deler kun nærigt ud af det og viser i stedet med larmende ophøjet tavshed, at ”det, du siger eller viser mig er mig så inderligt ligegyldigt, at jeg ikke engang vil ofre et gratis klik på det"! ... når vi faktisk kunne overøse afsenderen gavmildt af vores uendelige overflod af gratis venlighed og dermed sige "Jeg SER dig - jeg HØRER dig!" SÅ jeg vil forsøge at starte en venlig revolution på Facebook ... Jeg vil ganske enkelt OVERØSE de opslag, jeg ser (for vi skal ikke kunne løbe fra indsatsen med undskyldninger om manglende tid) med likes og passende emoji. Vil du være med? ... det er superenkelt! Du skal bare tænke venligt på personen bag hvert opslag, du ser og klikke LIKE. For et LIKE er et SMIL gennem skærmen. :-) #etlikeeretsmil #kindnessisalwaysanoption