”Vorherre til hest” … lyder en gammel traver af en vending. Det er en afart af det lige så bedagede ”Vorherre bevares”, der oftest (meget passende) er ledsaget af himmelvendte øjne og et vrængende tonefald. Måske ikke den mest charmerende gestus, men det var ikke desto mindre den, der kom over mig i går, da jeg i nyhederne så en flok unge landmandselever piske rundt efter en flok islandske ponyer … fordi denne oplevelse angiveligt skulle gøre dem til bedre ledere… Og hvordan så det? … Jo, de skulle opdage, at ponyerne havde forskellige ”personligheder”, som skulle behandles forskelligt… lige som mennesker har. ”Vorherre til hest!” gentager jeg lige. De himmelvendte øjne må du tænke dig til. (Pyh, jeg kan mærke, at jeg skal stramme tøjlerne for ikke at fylde denne post med alle de heste-relaterede vendinger :-D)
De så ud til at hygge sig, de unge landsmandssvende. Og ponyerne led tilsyneladende ingen nød. Jeg er også ret sikker på, at de unge mænd ikke tog skade af kurset. Men jeg kan have min tvivl om, at de har lært noget som helst om deres egne lederevner. Ponyer er måske nok kloge dyr, men de er nu engang ikke personer – og de er ikke ansatte med komplekse arbejdsopgaver og komplicerede privatliv. Selvom vi bruger ordene ”pisk” og ”gulerod” i overført betydning, når vi snakker om motivationsfaktorer for mennesker, så virker de sjældent så godt, som de helt konkret gør for ponyer.
Der er ikke nogen tvivl om, at erhvervslivet er i en konstant søgen efter de vises sten, der på alkymistisk vis kan forandre en gennemsnitlig medarbejder til den perfekte leder. Og pengene sidder løst i lommerne, når de velmenende HR-ansvarlige møder en passioneret sælger – der på baggrund af sin egen lidenskab for heste, racerbiler, ødemarksvandring eller whathaveyou – med ild i øjnene forklarer, hvordan den sten kan findes i fordybelsen af netop denne specifikke aktivitet.
Dyb respekt for deres evne til at sælge varen. Spørgsmålet er bare, hvad de leverer. Jeg tror nu engang på, at man bliver en bedre leder ved at være sammen med – og forstå – andre mennesker. Men især også ved at forstå sig selv. Og for at forstå sig selv, bliver man, blandt andet, nødt til at sætte sig i sadlen og ride ned af ”Memory Lane” … for at se sin egen historie i øjnene.
For når vi kan se med åbne øjne på vores egen historie, så kan vi også træde ud af de vaneprægede handlemønstre den ofte bringer os ud i … og vi begynder at forstå, at andre mennesker også bærer på en personlig historie, som er nøglen til både deres blokeringer, deres potentiale og deres motivation…
Det, tror jeg, gør os til gode ledere …
Og I skal selvfølgelig ikke snydes for alle de heste-vendinger, der trængte sig på:
"op på hesten igen"
"anspore til"
"sætte sig i sadlen"
"satse på den forkerte hest"
"knokle som en hest"
"man kan bringe hesten til truget, osv"
"sadle om"
"gå til biddet"
"klap lige hesten"
... ;-)
Og så den litterære ... "A horse, a horse ... my kingdom for a horse" (Shakespeares Richard III)
Og den skjulte plathed ... Pyh = hyP ;-)