Automatic for the people

Jeg har altid været en stor fan af R.E.M … som er gudsbenådede storytellers med musik tilsat, men det er en anden historie. Nu har titlen på deres 8. album, Automatic for the People, nemlig rumsteret rundt i hovedet på mig hele dagen af helt andre årsager.

Her forleden dag tog jeg mig selv i at stå på et dametoilet i et shoppingcenter og vifte irriteret foran vandhanen, mens jeg ventede på at få skyllet sæben væk af en veldoseret og veltempereret vandstråle. Der gik flere lange sekunder med voksende frustration, før jeg opdagede, at jeg havde med en good-old-almindelig vandhand at gøre frem for en af de venlige installationer, der automatisk aflyder et mindre vift med fingrene. Med en let rødmen stikkende i kinderne skyndte jeg mig at dreje på hanen, skylle fingrene og haste hen til varmeblæseren – som gudskelov startede af sig selv, da jeg stak hænderne under – kun for, da den susende larm forstummede, at høre en rislen af den vandhane, jeg naturligvis havde glemt at slukke igen. Suk!

Det fik mig til at mindes en oplevelse, jeg havde for nogle måneder siden, hvor jeg – ligeledes på et toilet i det offentlige rum – blev mødt af en irritabel kvinde, der kom brasende ud af det ene af to toiletter. “Nu har jeg stået her og viftet med armene i flere minutter, og der er simpelthen ikke noget lys,” sagde hun opgivende. Med samme impuls som får en til at trykke gentagende gange på knappen til en allerede tilkaldt elevator, stak jeg uvilkårligt hovedet ind af døren til toilettet og trykkede på den uskyldige kontakt, der sad genkendeligt på højre side af døren … hvorefter lyset tændtes uden problemer. Kvinden så på mig uden at sige ét ord, men flovheden lyste af hende – så vendte hun om og skyndte sig væk.

Efter vandhane-episoden ved jeg nu præcis, hvordan hun havde det: “Busted” i sin egen vanehandling, der får én til at tænke, at man lige så godt kunne have ladet halvdelen af hjernen ligge hjemme på sengebordet. Når jeg husker på de to episoder, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget vi er blevet vant til sker automatisk – vi får åbnet dørene for os, vi får sæbe/vand/varme pumpet ud på hænderne, lys tænder og slukker, venlige stemmer guider os fra A til B på landevejen, så den elementære kortlæsningsdiciplin efterhånden bogstavelig talt ville lande os i en by i Rusland. Vi har efterhånden fortrængt helt basale motoriske og mentale færdigheder, så vi kan overraskes af banale almindeligheder. Som da servicefolk på min tidligere arbejdslokation så sig nødsaget til at påklistre den groteske påmindelse “The glass door is transparent” for at orientere om, at døren ikke åbnede af sig selv. Vi har lagt vores liv i hænderne på sjælløse mekanismer.

Nu er det jo ganske harmløst, og indrømmet ofte ganske praktisk, at lade sig servicere af automatiserede vandhaner og svingdøre. Men hvor går grænsen? Er det måske når vi glemmer at være bevidste om, hvad det egentlig er, vi foretager os i vores liv, men bare lade os drive med af automatisk vanetænkning eller -handling? Som når vi tager den ekstra portion mad, selvom vi er mætte? Når vi lige trøster os med et par sko, selvom kontoen er i nul? Når vi bare siger nej, når vi kunne mene ja? Eller ja, når vi kunne sige nej?

Så – hvor kører dit liv lidt for meget på autopilot?

#photo