Kender du det … når nogen bliver grebet af deres egen historie? Måske lytter du til Tante Odas sygdomsforløb hen over søndagskaffebordet, til en nær vens ægteskabelige skærmydsler, en kollegas fede feriefornøjelser eller din chefs redegørelse for tidligere succesprojekter?
De fortæller og fortæller og bliver mere og mere grebet af historiens spind, mens du efterhånden taber tråden og tuner ud. Eller måske er du selv i gang med dit livs historie, men oplever, at dine tilhørere bliver tomme i blikket og tjekker deres mobiler, inden du overhovedet er nået til det forventede klimaks og den tiltænkte pointe. Kender du ikke det?
Hvad er det, der sker? For skulle historier ikke netop skabe tillid og styrke relationer? Er anekdoter og personlige fortællinger ikke det, der giver liv til kolde fakta og abstrakte problemstillinger? Jo - men ikke ubetinget. Det lille aber dabei, der er på spil, handler om fokus. For hvor er Tante Odas fokus typisk, når hun beretter om sit seneste opslidende lægetjek? Ja - det er vel nærmest på hendes selv! Alt for ofte, når vi fortæller historier, så gør vi det for vores egen skyld … fordi vi har noget på hjertet. Fordi vi har behov for at dele og "få det ud". Fordi vi vil anerkendes, høres eller virke interessante. Men - hvis historier skal fænge og forbinde, så skal fortællerens fokus ikke være på sig selv - det skal være på tilhøreren.
De historier, der overlever og bæres videre, er dem, der rækker ud over fortællerens navlebeskuende univers og fortæller os noget almengyldigt. Hvor vi kan se os selv spejlet, udfordret eller opløftet. Det sker kun, når det, fortælleren har på hjertet, er ønsket om sin tilhørers oplevelse, læring eller udvikling… og hvor fortælleren tillader sig at blive sekundær i forhold til fortællingen. Først i det øjeblik vil historiens magi blive udfoldet og skabe forandring.
Så - hvor er dit fokus, når du fortæller historier?