Sidste kreative udfordring i denne omgang. :-)
Challenge #8: Setting – Cancun, Mexico. En person i selvmordstanker skifter mening gennem oplevelser på stedet.
Han var taget her hen for at glemme. Den del kunne der ikke sås tvivl om. Og glemme det havde han tænkt sig at gøre. Glemme og gemme sig i en lind strøm af kvalmende søde, kulørte cocktails, som fik hans mave til at skvulpe og hans blik til at sejle i takt med hans slingrende gang. Han havde aldrig været meget for alkohol og slet ikke i sin rene form, så den udtrådte kliché om manden, der drukner sine sorger i vodka eller whisky, ville han ikke falde i. Der var nok andre klicher at snuble over i hans livsbane. Det var dog ligegyldigt her. Her var der ingen, der løftede så meget som et halvt øjenbryn, når han som morgenens første barflue bestilte en “Frozen strawberry daiquiri” efterfulgt af en dobbelt “Sex on the beach” og bad dem droppe alt det frugt og papirlir, der skulle forestille pynt. Sex on the Beach. Han fnøs. Sex on the f…ing beach. Det var urkomisk og lige til at græde over, at hans sidste nydelse ville blive en hånlig reminder om det, han så indædt forsøgte at glemme.
Cancun var nok egentlig ikke den mest oplagte destination for den mission, han havde i tankerne. Når man skulle dø for egen hånd, var det vel mere et ensomt, forpint sted med truende mørke stormskyer, der burde tjene som kulisse. Men billetten til Cancun var allerede bestilt, da hans liv i blev knust i atomer. Uden håb om kunne klistres sammen til en tilværelse igen.
Nu sad han her som den første morgengæst og stirrede ud over et landskab af sandsten, yuccapalmer og kunstgræs, der mest af alt lignede scenen i en sæbeopera. Poolens vandspejl lod sig ikke forstyrre af den salte morgenbrise, der drev ind mellem hotellets bygninger. Solen var endnu ikke så højt op, at den havde fundet samme vej. Bag horden af tomme solvogne lå stranden med sand, der var en ørken værdig, hvis det ikke lige havde været for det turkise stævnemøde mellem den Mexicanske Golf og det Caribiske Hav, der bruste længere fremme. Det var den eneste lyd, han kunne høre. Det og pooldrengens kost, der fjernede de sidste rester af gårsdagens fortrædeligheder.
Livet hernede begyndte først rigtigt ved frokosttid, når folk vågnede dovent efter den lune nats forlystelser. Hvor var det ironisk, men oplagt, at hans ville slutte, før de nåede at starte på deres. Om lidt ville han skylle de sidste lunkne dråber af den hånefulde drink ned, rejse sig fra barstolen og gå ned mod havet uden at se sig tilbage. Han ville ikke stoppe for noget så trivielt som at tage tøj og sko af. Hvad betød det om hans bukser og skjorte blev våde? Det ville sikkert snarere hjælpe hans plan på vej – og endda give hans lig en snert af anstændighed, når det engang blev hevet i land.
Det var blevet tid. Han kunne ikke trække det ud længere. Momentum. Hvis han blev siddende, ville han miste den fordel, den øde strand gav ham. Han ønskede ikke vidner til sit projekt. Han ville undgå enhver forstyrrelse, der kunne komme i vejen for hans beslutning.
Han smed en bunke sedler på bordet og skubbede stolen bagud. Han måtte stå et øjeblik og finde balancen, før han langsomt begyndte at kringle sig gennem poolområdets plastikmøblement. Da han nåede grænsen mellem hotellets flisebelægning og sandstranden standsede han alligevel. Han tog en dyb indånding, der mere mindede om et suk. Havluften, der fulgte med ind var krydret med mynte, orkideer og kokosolie. En beroligende duft. Han holdt hånden op for øjnene og skærmede for solens stråler, der blev kastet tilbage fra de duvende bølger. Bag ham tændte bartenderen for stereoanlægget og lod tonerne af en bossanova smyger sig hen over den øde hotelhave. Himlen lignede en bundløs bjergsø. Uden egentlig at tænke over det bøjede han sig ned og tog en håndfuld sand op. Han lod de små korn sive langsomt ud mellem fingrene.
Alkohol og sukker fik hans indre til at udkæmpe en halvhjertet duel. Han følte sig let i hovedet og tung i lemmerne. Det var ikke en ubehagelig tilstand. Det var snarere en ikke-tilstand − et nu fyldt med modsætninger, der ophævede hinanden. Et nu, der hverken føltes godt eller ondt. Et nu, han bare ønskede ville fortsætte i al evighed.
Det var let at stå lige her og se på sandet, der sivede ud mellem hans fingre. Det var, som om livet gav ham ét af de der uforklarlige øjeblikke, som man kun oplever ganske få gange. Et splitsekund, hvor alting falder i hak og giver mening. Han kiggede på sandet, men det var, som om han kiggede på et af disse billeder fyldt med bittesmå prikker uden synlig sammenhæng. Så blinker man, skifter fokus og pludselig træder en figur ud af papiret. Man forstår ikke, hvordan man har kunnet overse den, for nu kan man slet ikke se andet end den. Sådan var det. Som han stod lige der, på randen af intetheden, var alting perfekt. Stumperne af hans liv trådte ud af kaos og samlede sig i en ny lysende klar mening. Han børstede hænderne, sugede luften dybt ned i lungerne og vendte sig så mod det begyndende liv på hotellet.