To der hænger uløseligt sammen...
Challenge # 6-7 : Beskriv overværelsen af et knivstikkeri på en banegård en sen aften – realistisk og som en drøm (2 x 20 min.)
Realismen #6: For pokker!Jeg når lige at se det sidste af togets silhuet, før det glider gennem en kurve og forsvinder bag en række træer. Lyden af det er allerede forsvundet, så aftenens stilhed falder tungt omkring mig.
Jeg ser mig omkring på den tomme perron og skutter mig. Jeg er for fanden da ikke klædt på til at vente. Jeg forlod festen i spontan trods og let fuldskab, lod jakke være jakke og bad chaufføren i den ventende pirattaxa speede op, fordi jeg ved, at togene herfra denne knoldesparkerby kun går en gang i timen … måske endda sjældnere her om aftenen. Fuck. Pis. Lort. Hvad gør jeg nu?
Der står en sølle undskyldning for et læskur på den yderste del af perronen. Det ligner mest af alt noget, der har tjente som afgangsopgave for en ikke-bestået tømrersvend. Den kolde brise puffer mig ud mod det i den sørgelige hastighed, mine forbandede stiletter kan bære mig. Jeg smækker ballerne i de kolde brædder og trækker nederdelen så langt ned over låret, som muligt. Eller umuligt snarere. Hvorfor fanden lod jeg mig også lokke med til singlefest i en by, hvis idé om en banegård er et trinbræt med lygtepæl? Og hvorfor fanden er min mobil altid løbet tør for strøm? For en gang skyld er jeg faktisk villig til at lægge de 500 dask en tur hjem til byen ville koste mig, men pirattaxaen er for længst taget på rov efter sit næste bytte.
Jeg rejser mig igen for at forlade mit tvivlsomme ly og se mig om efter en køreplan, da jeg hører stemmer, der nærmer sig i mørket. Noget i stemmernes tonefald får mig til at stoppe brat og forblive i skjul bag de tynde brædder. Der er en revne i mellem to brædder, der er lige akkurat bred nok til, at jeg kan se det meste af perronen gennem den.
Det er en mand og en kvinde. De vakler op ad de tre betontrin, der forbinder perronen med den øvrige verden. Kvinden har om muligt mindre tøj på, end jeg har dristet af sted i. En tynd, beigefarvet stropkjole, der klæber til hendes svulmende kurver og er kravlet ucharmerende op ad hendes ene lår. Hendes makeup er for længst flygtet ud i hendes rynker i farverig rædsel, og det affarvede hår falder i matte tjavser om hendes ansigt. Manden er mere fornuftigt klædt. Habitjakke, jeans og sammenbidt mine. Men ikke mere sikker i sin gang. Jeg genkender ham fra festen. En af de fyre, man uden at have vekslet et eneste ord med dem, bare instinktivt ved, at man skal holde sig på god afstand af, hvis man ikke vil befamles verbalt eller reelt. Jeg får kuldegysning ved tanken og gnider hænderne forsigtigt op og ned af mine arme. Gåsehuden blomstrer under mine fingerspidser. Hun hænger på ham og skråler et eller andet uforståeligt ind i hans øre. Han skubber hende væk, hårdt nok til at hun mister balancen og må støtte sig til en avisstander.
Pludselig fanger noget blankt lyset fra lygtepælen og blænder mig kortvarigt. Jeg hører et halvkvalt boblende skrig og den svage, men kvalmende lyd af kød og knogler, der rammer betonen. Jeg kniber øjnene i. Fuck. Fuckfuckfuckfuckfuckfuckfuckfuckf. Det er løgn. Det sker bare ikke det her. Hvad fanden gør jer? Jeg holder vejret. Tør ikke lade det mindste suk kryber over mine dirrende læber. Jeg kigger forsigtigt ud gennem min sprække igen. En mørk pøl breder sig langsom ud fra midten af den krop, der ligger fældet på jorden. Fødderne spjætter et par gange. Et skrig størkner i min hals. Hvor er … den … anden? Hvorhvorhvorhvor? Jeg rykker let på mig, så den del af perronen, der før var skjult, kommer til syne. Ingenting. Jo der. En skikkelse vakler ind i mit synsfelt med retning væk fra mig. Nøgent ben indsmurt i blod og et knivsblad, der dasker mod låret i slap forlængelse af en kridhvid hånd. Hun mangler sin ene sko. Havde hun den før? Der ligger ikke noget på perronen. Jeg kigger flytter mig i små febrilske ryk og forsøger at sondere hele perronen. Måske under ham? Det. Liget. Hvorfor fanden tænker jeg på den sko? Fordi fordi… hun havde den på, da hun kom. Havde hun ikke? Hvor fanden er den? Hvis jeg ikke kan se den … hvis hun havde den før før før…
Hun er stoppet ved den anden ende af perronen. Står et ganske kort øjeblik stille, som om hun overvejer at fortsætte med et skridt mere ud over kanten. Så vender hun sig om og halter mod mig igen. Sko, ikke sko, sko, ikke sko… Mine øjne glider op. Tom stirren borer sig gennem sprækken. Jeg tager hånden for munden og vender mig i et ryk væk fra hendes blik. Lader mig langsomt glide ned på hug med ryggen mod de ru brædder. Mine hænder ryster. En navnløs rædsel siver som gift ud i mine årer. Det dunker i mine tindinger. Gennem øjenkrogen kan jeg lige akkurat skimte hælen af hendes tabte sko som et lille sort insekt, der stirrer på mig. Jeg lægger panden mod knæene. Trækker vejret i små fnys. Venter. Venter. Venter. Jeg er for fanden ikke klædt på til det her!
Drømmesekvensen #7: Et tog passerer forbi mig, mens jeg læser avis, endnu et tog, og jeg løfter blikket, ser en hånd vinke til mig fra toget, jeg så kvinden før, da hun solgte mig min billet og smilede, så jeg vinker tilbage, før hun forsvinder og jeg drejer hovedet og ser mig omkring på alle de mennesker mellem avistandere og murstensbygning på betongulv med en hvid stribe maling, solen skinner på mit ansigt og jeg følger med blikket spor efter spor der forsvinder ud i horisonten og bittesmå tog suser forbi i det fjerne, ser nu på den sorte mand ved siden af mig og jeg kender ham måske, da han vinker til mig uden at smile fra toget der kører forbi mig … alt omkring mig bliver sort nu hvor mørket siver ud fra alle sider og visker alting bort jeg er alene de er alle sammen væk alle de menneskene der venter på toget og jeg ser mig omkring på en øde perron en tom platform midt i en skov af nøgne træer med et enligt spor der kommer ud af intet og forsvinder i intet i den anden ende og vinden river i mit tøj og flår avisen … det er en billet …. ud af mine hænder i lyset fra en lygtepæl der kaster et koldt skær ud over min hud månen er det … perronen er beton omgivet af bølger der slår ind over kanten og kaster kolde skumsprøjt op ad mine nøgne ben og når jeg lader min hånd gnide benet tørt er vandet på mine fingre rødt blod løber på mine hænder klæbrigt klistret blodrødt blod flyder gennem mine fingre og jeg drukner i det og min mund åbner sig for at skrige men blodet fylder min mund og glider ned i min hals og alt er rødt omkring mig kvæler mig jeg går i sort … og står midt på perronen som er helt tom under månens skær gispende suger jeg frisk luft med smag af tåge og salt ind i lungerne mørket begynder ved kanten af perronen men i månelyset kan jeg se mine blege rene hænder nu er jeg ikke alene længere to skikkelser glider frem af skyggerne uden at ænse mig råber de lydløst til hinanden kvinden med tøj der er stoppet ud med billetter som glider frem af alle åbninger og flagrer væk i vinden når den fanger dem hun råber af en mand der råber tilbage og prøver at stjæle en billet fra hendes halsudskæring men hun skubber ham min far væk igen og igen så han vender sig og kigger på mig og vinker han holder kvinden fra sig med sin anden hånd og vinker med en kniv igen og igen hugger han kniven i kvinden så jeg vender mig for at løbe væk, ud over kanten men jeg snubler over liget og lander i hendes favn mens hendes blod siver gennem mit tøj og klistre til min hud nu lægger min mor armene om mig og hendes øjne er tomme og stirrende så jeg må kæmpe mig fri af hendes greb og rejser mig vaklende på den øde perron en trappe fører op ad ved kanten af perronen op i mørket så jeg løber op ad og op ad med luften brændende i halsen på mig kan mærke ham lige bag mig og høre hans skridt der kommer tættere på for hver afsats på trappen med låste døre videre op ad op ad indtil trappen ender i en blindgyde høje vægge hele vejen rundt der smelter og jeg løber løber løber hen ad en lang gang som jeg kender for enden er der en dør jeg mærker sveden drive af mig, mit hår og mine hænder er fedtede jeg kan ikke få vejret da jeg standser ved døren har en glasrude med en luge bag den sidder en kvinde hun smiler og giver mig en billet perronen er fyldt med mennesker og solen varmer mit ansigt da et tog passerer forbi mig.