Mine små historiestumper fortsætter med...
Challenge #5 En sanselig beskrivelse af bordets glæder (ca.30 min.)
Hendes glæde ved dagens første kop kaffe startede allerede, inden søvnen helt havde forladt hendes krop. Det var som en let sitren i sindet, en slags forventningens milde rus, der vækkede hende og fik dynens lune puppe til at sprække akkurat nok til, at hendes ben kunne bære at glide ud og lad fødderne ramme det kølige trægulv.
Det var ikke fordi, hun skulle have den lige, når hun vågnede. Nej. Hun tog sig tiden til at udføre sine ritualer – langsomt og omhyggeligt. Altid. Hun smøg natkjolen af kroppen, så huden rejste sig i børster ved kontakten med det bløde stof; hun lod hånden godkende brusevandets temperatur, inden hun lod det skylle over hoved og krop; masserede først den æbleduftende shampoo i håret og sæbede derefter hele kroppen ind i blødt sæbeskum. Efter badet pakkede hun sin våde, dampende, duftende hud ind i frottébadekåbens bløde hylster og viklede sit dyngvåde hår stramt ind i håndklædet, så alle de fine hår langs hårkanten strammede op i ansigts- og nakkehuden. Hun så sig i spejlet. Duppede ansigtet tørt. Smurte nænsomt creme på kinder, hage og pande. Hele tiden var det med hende, det lille løfte om nydelse.
Nu trissede hun barfodet ud i køkkenet, hvor det svage morgenlys klædte alt i et tåget skær. Hun tændte for kedlen – hældte altid nyt vand i for at få det bedste frem i bønnerne, som hun malede i den gamle, ridsede kaffemølle. Hun havde for vane at lade et lille nip af de kværnede bønner køre rundt mellem tommel- og pegefinger, så hun kunne mærke deres grynede rasp mod huden, inden hun hældte dem i det kridhvide filter, der tog nænsomt i mod dem som et ligklæde.
Kedlen gav signal om, at vandet var kogende klart ved at udstøde en gennemtrængende hvæsende, der døde hen i et højt, sukkende klik. Hun tog kedlen og mærkede som altid, at hun havde kogt mere vand end nødvendigt. Så druknede hun de mange fine korn og fulgte vandet, som det langsomt sivede ned i kruset gennem lysebrune bobler og mørkt grums.
Når duften ramte hendes næsebor i bølger af krydret, sødmefuld damp, lukkede hun øjnene. Nogle gange nippede hun let til den lille nydelse allerede der ved køkkenbordet, så kaffen sved på hendes tungespids uden at efterlade andet end små følsomme blæner. Andre gange ventede hun, til hun sad ved bordet. Ventede, ventede de lange minutter, det tog, før kaffen havde sluppet lidt af sit hede forsvar. Hun havde altid begge hænder om kruset, så varmen trængte ind i hendes krop gennem håndfladerne, før den bredte sig i resten af hendes krop.
Nu var det tid. Hun satte krusets buede kant mod sine læber og lod først lidt, så lidt mere, af den sortbrune væske pible ind under tungen og finde vej ud i mundhulen. Mærkede hvordan nerverne i kinder og reagerede i spontan panik ved at trække sig sammen i forsvar mod de beske og bitre undertoner, der fulgte med kaffens nu svagere sødme. Fulgte så den brændende strøm ned gennem halsens trange rør, før den fik lov at folde sig ud i en trykbølge af varme i brystkasse og mave. Hun gøs af en fryd, der prikkede i huden og fik hendes muskler til stramme op i en flygtig spænding. Det var mere end bare en skoldende, bitter væske … det var hendes tid, hendes lyst, hendes lille synd… før resten af, verden og livet, overfaldt hende.