Det kolde gys - challenge #1

En lille pausefisk i dagens gøremål? I de kommende uge vil jeg blive udfordret på en uopdyrket side af mig selv - den kreative fortæller - og jeg har besluttet at invitere jer med på min rejse, fordi en del af udfordringen er at have modet til at dele netop denne side af Storymind. Jeg får omkring to udfordringer om ugen - og skal skrive en fiktiv tekst som svar. Jeg har allerede besvaret den første - den kan I læse her. Challenge #1 – beskriv et vinterbad (20 min.)

Det er mørkt, og vinden piber let omkring det lille badeskur. Hele vejen ud på den lange havnemole har mine øjne været stift rettet mod små, plirrende lysglimt ude på vandet, mens mine hænder beskyttende har knuget to sæt barnenæver, hvis ejere hellere så sig selv styrte frygtløst ud ad de rimglatte planker.

I skuret er der læ, men ingen varme at hente fra de træbeklædte vægge. Vi klæder om. Mænd og børn smider ivrigt kludene og hopper i badetøjet. Vikler kåber og håndklæder om de vinterhvide lemmer og maler smil på de blånende læber. Griner. Jeg nægter først. Hårdnakket. Har travlt med at finde på rationelle begrundelser for, hvorfor det er direkte naturstridigt og uforsvarligt at gå i bølgerne på denne årstid. Og så i mørke. Selvom der ikke er is på vandet. Selvom luften føles nærmest lun. Selvom det, angiveligt, prikker så dejligt i huden, når det er overstået.

Først hopper mændene i … sammen med børnene. Tænk at jeg lader det ske. Skrig og hujen. Det er så vildt mor … kom nu i. Så skynder de sig op. De ryster glitrende vandperler af lokkerne og gnubber deres rødmossede kinder. Deres skuldre sitrer af frydefulde kuldegys, mens de tripper tilbage til skuret. Pakket ind i rolige mandearme og dyb latter.

Jeg kravler ned af stigen – lige i nakken på min veninde, der brødbetynget undskylder for fraværet af sandbund. Det siger hun nu. Vandet er ugennemsigtigt som en balje doven tjære. Mine følelsesløse fødder klistrer til de algeindsmurte trin. Hårene på mine arme har rejst sig til små børster, i protest mod truslen om den kolde undergang. Jeg kan ikke. Kulden er tålelig og omslutter mig til midt på brystet, men så snart mine fødder mærker den først flintekant mod huden, skyller panikken over mig med tsunami-styrke og driver min krop op af vandet. Væk. Ind. Nu.

Overbærende smil kommer mig i møde og lukker mig ind i badeskurets trygge hule. Overhører min sammenbidte, tænderklaprende undskyldning. Nu begynder irritationen at melde sig. Sammen med stædigheden. Det skal ikke hedde sig. Resolut smider jeg badekåben igen og tramper målrettet ud af døren. Jeg skynder mig ned af stigen. Lader hånt om de smattede trin. Mærker igen de skarpe, fedtede sten mod mine frostømme fodsåler. Uden at tænke dykker jeg ned i det begsorte vand. Lader mig opsluge af det isnende favntag. Op igen. Læberne prikker. Blodet bruser i hele kroppen. Nærmest arrigt veltilfreds. Det skal ikke hedde sig.