Søg
  • Anne Lindhard

Hvad holder du igen med at fortælle?


Er du åben om det, du ikke lykkes med?

Denne historie har været 8 år undervejs. Hvorfor ved jeg det så præcist? Fordi tanken om at skrive den kom til mig, mens jeg ventede min ældste datter. Jeg gik i min lykkelige tilstand og undrede mig … undrede mig over én bestemt historie, der alt for ofte forbliver i det gemte.

Da jeg blev gravid første gang, løb jeg ind i alle de ritualer og uskrevne regler, der er forbundet med denne lykkelige omstændighed. Én af de mere etablerede er ideen om at holde sin graviditet hemmelig de første 12 uger.

Det kan der være mange (gode) grunde til, men den, jeg bed mærke i, var: "For tænk hvis det nu går galt…" Ja, tænk nu hvis …?

Min mand, som dengang var min kæreste, og jeg fortalte selvfølgelig den glædelige og helt igennem planlagte nyhed til allernærmeste familie, men ellers holdt vi kortet tæt inde til kroppen. For tænk nu hvis…!

Da jeg var knap 12 uger henne, begyndte jeg at få små blødninger. Først tænkte jeg ikke nærmere over det, men over et par dage tog de til i styrke, og bekymringen meldte sig prompte. Det var lige op til en fredag, hvor jeg skulle tidligt med fly til Norge for at deltage i et vigtigt kundemøde som stand-in for vores direktør. Ikke lige en situation, man står i hver dag.

Tidligt fredag morgen blev jeg klar over, at jeg ikke kunne rejse nogen steder, men var nødt til at kontakte lægen. Jeg var i dyb vildrede blandet med stress, angst og smerte. Jeg kunne ikke "bare" melde mig uspecificeret syg - det var rejsen simpelthen for vigtig til. Jeg måtte give en god grund, og efter flere minutters indre diskussion valgte jeg at ringe til vores sekretær og kort fortælle hende om omstændighederne. Uden omsvøb. Hun mødte mig med forståelse og lovede at klare alt det praktiske.

Det gik som frygtet. Den akutte skanning viste, at der ikke længere var liv i fosteret, og vi lod os overrumple af alle de følelser, der er forbundet med den erkendelse - lige fra sorgen over det mistede til frygten for, at det aldrig skulle lykkes.

Hen over weekenden mistede vi "barnet" - sådan så vi det i hvert fald - og vi markerede oplevelsen ved at plante et magnolietræ i haven ved vores sommerhus. Træet står der endnu, og vi har fortalt vores børn om dets historie. Vi har nemlig fået tre børn siden - så den frygt var i hvert fald ubegrundet.

Hvad er min pointe med at dele denne historie? Jo, det jeg oplevede i ugerne og månederne efter oplevelsen, slog mig med dyb forundring. På mit arbejde vidste stort set alle, hvorfor jeg havde været væk. Det gjorde mig først skamfuld og utilpas, indtil jeg opdagede, at netop min oplevelse fik folk til at åbne op for deres gemte historier. Jeg har simpelthen ikke tal på, hvor mange der kom og i fortrolighed fortalte mig, at det havde de skam også oplevet, men "bare rolig - det skal nok gå godt næste gang".

Jeg besluttede mig derfor for at være 100% åben om episoden - og snart blev jeg klar over, at flere af mine fortrolige veninder havde oplevet det samme … og aldrig fortalt det. Jeg blev også klar over en slående statistik …. 25-50% af graviditeter ender faktisk inden 12. uge. OG - ret vigtigt - det behøver på ingen måde at betyde, at man ikke kan finde ud af det der med at få børn. (NB! Jeg har dyb respekt for de mennesker, der i årevis kæmper denne kamp forgæves - håber I vil tilgive, at det ikke er fokus for denne fortælling.)

Ville det have hjulpet mig at kende til alt dette inden min egen oplevelse. Måske! Smerten og sorgen over det, vi mistede, havde ikke været mindre … men havde skammen, frygten, usikkerheden og følelsen af fordækthed, forkerthed og mislykkethed? Det tror jeg nok. Jeg ville faktisk gerne have vidste, at jeg kunne spejle mig i et almenmenneskelig vilkår. De historier, jeg hørte, gav mig troen tilbage på, at vi nok skulle få vores ønske opfyldt, og den fik skammen til at fordufte.

Hvad er det lige, der er på spil her … hvorfor er mange så bange for at dele den oplevelse? Eller andre lignende historier, hvor tingene ikke gik, som vi håbede. Er vi bange for at være en fiasko? For at være sådan én, der ikke kan finde ud af…?

Når vi tør fortælle og dele historier, der ikke kun handler om vores succeser, men også om det svære, det der mislykkes, det der ikke går som planlagt, så giver vi vores medmennesker lov til at være fejlbarlige … og vi giver dem modet til at turde prøve igen. Det er ikke så ringe endda…

Hvilken smerte, sorg eller fejl har du pakket væk? Hvad fortæller den om dig, som du ikke vil stå ved? Og hvem kunne det hjælpe at kende den?

Smuk onsdag til alle jer der er nået helt herned - og til resten af verden.


2 visninger
  • Facebook B&W
  • LinkedIn B&W
  • White Instagram Icon

BESKYTTELSE AF PRIVATOPLYSNINGER (GDPR):
Udover standardcookies indsamler Storymind.dk udelukkende oplysninger, som du selv indtaster i fx kontaktformularen. Vi deler ikke disse oplysninger med andre.
Du kan få indsigt i, hvilke oplysninger Storymind har registreret om dig, ved at kontakte Storymind pr. mail, og du kan også til enhver tid bede om at få alle oplysninger slettet.


 

Jeg samarbejder bl.a. med
Show More

© 2019 Storymind  |   Lyøvej 31  |  8370 Hadsten  |  annelindhard@storymind.dk  |  +45 6116 6706  |  CVR 34251290